IT Project Manager

IT Project Manager

DCC Energi

Projektleder til Business Central til DCC Energi

Har du solid forretningsforståelse og vil du spille en central rolle i eksekveringen og optimeringen af ERP-strategien i et af DCC Energis søsterselskaber, så er her en spændende mulighed for dig.

DCC Energi er et moderne energiselskab, der sætter en ære i at udvikle og levere fleksible og solide kvalitetsløsninger til deres kunder. De tilbyder produkter af højeste kvalitet fra nogle af branchens stærkeste brands, hvilket sammen med deres store ekspertise og fokus på gode kundeoplevelser betyder, at de kan skabe holdbare energiløsninger.

DCC Energi er i gang med en spændende udvikling, og deres ambition er at styrke aktiviteter imod fremtidens energiformer. Nye forretningsløsninger og områder er højt på dagsorden og det betyder, at deres IT-infrastruktur skal være klar til at understøtte denne udvikling

Som del af et ambitiøst projektteam fra deres kontor i Nærum bliver du det naturlige omdrejningspunkt i forhold til eksekvering og optimering af ERP-strategien for deres søsterselskab Flogas i Sverige og Norge.

Stillingen omfatter flere vigtige ansvarsområder:

  • Tovholder på udskiftning af eksisterende ERP-platform til ny Business Central løsning
  • Optimering af processer og funktionalitet på bruger- kunde- og forretningsniveau
  • Lede projektteam
  • Leverandørstyring og -opfølgning

For at få succes i stillingen er det vigtigt, at du ved, at dit arbejde har til formål at skabe en moderne og tidssvarende ERP-løsning afspejlende forretningens og kundernes krav, og at du trives med at blive målt på dine resultater.

Spil en nøglerolle og bliv bindeled

Da kollegaerne i Flogas sidder i Norge og Sverige, vil du få rejseaktivitet til henholdsvis Oslo og Stockholm.  Det er derfor en fordel, hvis du taler og forstår svensk og norsk. Alternativt vil dialogen foregå på engelsk.

Du kan også lide at kommunikere med mange forskellige kollegaer i forretningen, og du er komfortabel, når du undersøger hændelser og udfordringer inklusive den efterfølgende dialog med de berørte systemejere.

Om dig

  • Din uddannelse er ikke alt afgørende, men du har forventeligt tung erfaring fra Business Central området fra en udviklingsorienteret stilling, hvor du også har styret Business Central projekter i mål fra start til slut med stort overblik og sans for detaljen.
  • Du har solidt kendskab til Business Central – I DCC Energi arbejder de med version 20 fra april 2022.
  • Solid erfaring med at lede og styre ERP projekter
  • Stærk erfaring med analyse og beslutningstagen på forretningsniveau
  • Solid erfaring med leverandør styring og opfølgning
  • Du har et nørdet touch i at forstå og nedbryde processer
  • Du har en god evne til at designe og beskrive nye løsninger – såvel indenfor Business Central universet som i sammenhæng med andre systemer
  • Du er teamplayer
  • Du er åben, positiv og en stærk kommunikator og kan inspirere dine kollegaer
  • Du taler og skriver både dansk og engelsk flydende – har gode skriftlige formuleringsevner. Kendskab til svensk og norsk er en fordel.

Spændende udviklingsmuligheder og godt arbejdsmiljø med frihed under ansvar

DCC Energi tilbyder et spændende job med stor frihedsgrad og medindflydelse på din arbejdsdag. Der er personlige og faglige udviklingsmuligheder fx Microsoft certificeringer samt gode kollegaer og en uformel omgangstone.

Som medarbejder får du en attraktiv lønpakke inkl. pension, fri mobiltelefoni og internetopkobling, helbredsforsikring, gruppelivsforsikring.

DCC Energi er stolte af deres gode arbejdsmiljø og det skal være sjovt samt udfordrende at gå på arbejde. De løfter i flok og tror på, at de i fællesskab skaber de bedste resultater. DCC Energi udgør i alt ca. 150 medarbejdere.

Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Research Consultant Pernille Kudsk på +45 70 20 12 75. Vi læser ansøgninger løbende og beder dig derfor indsende din ansøgning samt CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.

*** DCC Energi er et partnerskab mellem DLG og den irske koncern DCC PLC. DCC Energi er Danmarks største forhandler af Shell-produkter og eneimportør af Gulf smøremidler. DCC Energi leverer energiprodukter til private kunder, landbrug og erhvervsvirksomheder fordelt over hele Danmark. Den brede vifte af energiprodukter omfatter bl.a. fyringsolie, diesel, marinegasolie, smøremidler og naturgas.

DCC Energi er også leverandør af flybrændstof til de danske lufthavne og selskabet bag det landsdækkende netværk af over 245 Shell tankstationer.

Deadline: Så hurtigt som muligt
Reference: 2221.370
Arbejdssted: Nærum
Virksomhed: DCC Energi