Koncern-produktionschef

Flensted Food Group A/S

Ansvar for tre lokationer med 200 ansatte * Ledelse af ledere * Produktion af friske og frosne fødevarer

Flensted har de seneste år været i en rivende udvikling. Alle kender virksomheden for de mange varianter af frosne og ferske kartoffelprodukter, og netop kartoflen har været grundstenen i virksomheden siden starten i 1966. Mange andre produkter er kommet til gennem årene – frisksnittede grøntsager, måltidssalater, håndskåret frugt, pålægssalater m.m.

Hos Flensted fylder avl, høst, kvalitet, håndværket og respekten for natur og miljø en stor rolle i hverdagen, og et konstant fokus herpå er med til at sikre, at der hver dag produceres danske kvalitetsfødevarer til såvel forbrugere som foodservice- og industrikunder.

Virksomhedens kunder har høje krav til kvalitet, leveringssikkerhed og fleksibilitet, som hver dag forsøges indfriet. Det betyder, at Flensted opererer med meget korte tidsfrister på store dele af produktionsvolumen, hvilket den nye koncern-produktionschef skal forstå og agere efter.

Virksomhedens hovedkontor er beliggende i den 7. kartoffelrække, nærmere bestemt i Skovlund mellem Varde og Grindsted. To af fabrikkerne ligger i Skovlund, mens den tredje ligger i Billund. Virksomheden er ejet af den tyske fødevarekoncern Werning Food Family.

Brænder du for optimering og ledelse?

Som koncern-produktionschef får du ansvaret for produktionen på de to fabrikker i Skovlund og fabrikken i Billund, herunder ledelsesansvaret for de tre fabrikkers produktionschefer, en projektafdeling, der håndterer Flensteds tekniske og bygningsrelaterede projekter, samt ansvaret for en vedligeholdelsesafdeling, der betjener alle tre fabrikker.

Et af dine succeskriterier bliver en fleksibel og effektiv udnyttelse af det samlede produktionsapparat, som sikkert og hurtigt skal kunne tilpasses kundernes skiftende behov i forhold til både produkter og volumen. Dette skal ske i et tæt samarbejde med dine kolleger i den øvrige del af virksomhedens værdikæde og med stærkt fokus på muligheden for optimering. Dette stiller blandt andet krav til en effektiv videndeling på tværs af organisationen.

Du har skabt resultater i et produktionsmiljø, blandt andet i kraft af din forståelse af ERP, herunder din fokus på data men også på grund af din indsigt i LEAN-principperne. Resultaterne er også skabt på baggrund af din handlekraft og din evne til at sikre korte kommandoveje. Et andet succeskriterie bliver en fortsat udvikling af Flensted som en sikker arbejdsplads med ingen eller færrest mulige arbejdsskader.

Du vil endvidere blive målt på din evne til at sikre den med kunden aftalte produktkvalitet og ikke mindst din evne til at sikre dine medarbejderes trivsel og passion for opgaven. Dette stiller store krav til udvikling af medarbejdernes kompetencer og din evne til at motivere.

Du har ledelseserfaring fra en produktion med en kompleks maskinpark. Det er ikke afgørende, om du har haft ansvaret for 50 eller 500 medarbejdere; det vigtigste er, at du er stærkt motiveret for at udvikle de tre fabrikker, og at du er motiveret for at gå forrest, når der er behov derfor, og at du giver plads, når det gavner opgavens løsning.

Du får et stort råderum, som du udnytter med en pragmatisk, direkte og kommunikerende ledelsesstil. Du trives i et hektisk miljø, hvor humøret er højt og tonen positiv, og hvor sund fornuft og ordentlighed er helt naturlige udgangspunkter i tilgangen til opgaverne.

For den rette kandidat er dette en yderst attraktiv stilling, hvor ansættelsesforholdene naturligvis matcher kvalifikationer og baggrund.

Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Klik på ”ANSØG” knappen i bunden for at søge jobbet. Vi læser ansøgninger løbende, så jo før du sender din ansøgning, jo bedre er dine muligheder. Har du spørgsmål inden da, så kontakt gerne konsulent Mikael Hage på +45 21 32 92 12. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Flensted Food Group A/S er en moderne fødevarevirksomhed med egen produktion i Vestjylland. Her forarbejder virksomheden kartofler, frugt og grønt og producerer pålægssalater, salatblandinger, mayonnaiser mm. Det kan du alt sammen læse mere om på www.flensted.dk

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt 
Arbejdssted:
Skovlund
Reference: 1914.122
Virksomhed: Flensted Food Group A/S

Kontakt: