Salgskoordinator

Salgskoordinator

Procudan A/S

Trives du i en udadvendt rolle, hvor du samler trådene og har en bred berøringsflade? Har du ovenikøbet et mindset, der tænker i gode kundeoplevelser og opsøgende salg? Så er du måske den Salgskoordinator, vi søger til Procudan i Kolding.

Om Procudan

”Vi er eksperter i ingredienser og emballager, og vi tror på, at værdi udvikles i fællesskab. I Procudan har vi en særlig evne, og vilje til, at sætte os ind i vores kunders og partneres forretning. Det gør os i stand til at øge effektiviteten og værdien i hele processen fra jord til bord. Fra råvare til færdigt produkt. Det er kendt som supply chain management, men kundernes verden er sjældent enkel og lineær. Den er ofte kompliceret og flerdimensionel. Derfor har vi fuldt fokus på at forstå, udvikle og sikre vores kunders forsyningsflow. Det gør vi bedst ved, at vi insisterer på at tænke løsninger før produkter og værdi før pris. På den måde udvikler vi de bedste og mest værdifulde løsninger sammen.”

Bred administrativ rolle med fokus på kundeservice, tværfagligt samarbejde og procesoptimeringer

Som Salgskoordinator i Procudan får du en helt central rolle. Du bliver en del af et veletableret team på syv medarbejdere, som sammen sikrer, at enderne i virksomheden mødes – både hvad angår salgs- og indkøbsordrebehandling, disponering og logistik. Dine daglige arbejdsopgaver vil primært være inden for kundeservice, opsøgende salg til mindre kunder, ordrebehandling samt opfølgning på kontrakter og forecasts. Ligeledes vil du have direkte kontakt til leverandører og transportører. Du får herudover en bred berøringsflade internt, hvor du har tæt dialog med kundeansvarlige, indkøbsansvarlige, lageret, produktion og QA.

Du bliver en del af Procudans Supply Service afdeling – en afdeling, som er på en rejse til at udvikle sig til at blive en mere salgsorienteret funktion. Udover dette, vil en del af din tid også gå med at optimere processer som en del af virksomhedens forbedringskultur, ligesom du vil spille en vigtig rolle i implementeringen og brugen af et nyt sagsstyringssystem. Du vil med andre ord påtage dig en rolle, som er alsidig, udfordrende og med mulighed for virkelig at gøre en forskel!

Udadvendt og service-minded person, som har styr på sin værktøjskasse

Vi leder først og fremmest efter dig, som trives med at have fingrene nede i mange forskellige opgaver og samle trådene, så tingene går op i en højere enhed. Herudover er du udadvendt og nysgerrig, og du har det godt med at ringe ud til kunderne med henblik på at yde en god service og byde ind med dét Procudan kan tilbyde. Du tænker i optimeringer og har det generelt godt med at skabe forandringer, som giver mening. Herudover er du systemstærk, og det interesserer dig at få det mest optimale ud af de værktøjer, du arbejder med.

På det faglige plan kan du komme med mange forskellige baggrunde, både hvad angår uddannelse og erfaring. Har du erfaring fra en lignende stilling, vil det være en fordel. Omvendt, hvis du er personen, som får hverdagen og opgaverne til at spille, og har du den rigtige indstilling til, og motivation for dette job, så er det mindst ligeså interessant for os.

Er du interesseret?

I Procudan bliver du del af en stærk, værdidrevet virksomhedskultur, hvor nøgleord som udvikling af værdi og proaktivitet er i højsædet. Du bliver del af en virksomhed, hvor medarbejderne i høj grad er passioneret omkring dét de laver. Du vil møde en høj grad af fleksibilitet samt et stort fokus på, at medarbejderne trives og udvikler sig fagligt og personligt.

Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Konsulent Maria Mathiasen på +45 41 95 08 83. Vi læser ansøgninger løbende og beder dig derfor indsende din ansøgning samt CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.

På grund af sommerferieafvikling kan der være længere responstid end normalt. Processen forventes at blive afsluttet i udgangen af august med snarlig tiltrædelse.

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt
Arbejdssted: Kolding
Reference: 2211.314
Virksomhed: Procudan A/S