IT-driftschef
Industriens Pension
Industriens Pension søger en energisk og kompetent IT-driftschef, der kan overtage ledelsen af et velfungerende og engageret IT-driftsteam. Stillingen er en unik mulighed for at få en central rolle i en organisation med stor samfundsmæssig betydning og høje ambitioner for digital drift og sikkerhed.
Ledelse af et stærkt team
IT-driftschefen får det overordnede ansvar for ledelsen af IT-driftsteamet, som består af 11 medarbejdere samt eksterne konsulenter. Teamet er velfungerende og præget af høj faglighed og engagement. Rollen indebærer både strategisk og operationelt ansvar for at sikre stabil og sikker drift af Industriens Pensions IT-systemer – med fokus på tilgængelighed, integritet og fortrolighed.
Som IT-driftschef er du medlem af den samlede IT-ledergruppe, som foruden dig består af 5 teamledere og en IT-chef. Den øvrige ledergruppe i IP arbejder du også tæt sammen med.
Om IT-landskabet hos Industriens Pension
Hos Industriens Pension spiller IT en strategisk og forretningskritisk rolle. Organisationen arbejder målrettet med at skabe en moderne, effektiv og sikker IT-platform, der understøtter både pensionsforsikring og serviceydelser. IT-landskabet er baseret på Microsoft-teknologier (.Net, BizTalk, SQL, Win365) og er kendetegnet ved en veldokumenteret arkitektur med høj grad af integration og automatisering.
IT-driften er i dag tæt forbundet med et stigende fokus på cybersikkerhed. Det skyldes både den øgede trusselsaktivitet og nye regulatoriske krav – særligt DORA-forordningen. Industriens Pension er blandt de førende i branchen, når det gælder implementering af DORA, og IT-driftschefen vil spille en central rolle i at sikre fortsat compliance og robusthed.
Driften er organiseret med en lean tilgang, hvor antallet af systemer holdes nede for at sikre enkelhed og effektivitet. Udviklings- og testmiljøet drives in-house, mens produktion og netværk er outsourcet. Den flade struktur og korte beslutningsveje gør det muligt at handle hurtigt og skabe værdi tæt på forretningen.
Ansvarsområder
IT-driftschefen hos Industriens Pension får en central rolle i at sikre en stabil, sikker og effektiv IT-drift. De vigtigste ansvarsområder omfatter ledelse af driftsteamet, styring af samarbejdet med eksterne leverandører, sikring af høj driftskvalitet og IT-sikkerhed samt overholdelse af regulatoriske krav som DORA. Derudover spiller rollen en vigtig funktion i den fortsatte udvikling af organisationens IT-systemer.
Eksempler på konkrete opgaver:
- Overvåge og sikre stabil og sikker drift af virksomhedens it-systemer, servere og netværk.
- Lede et team af it-driftsteknikere, systemadministratorer og it-supportere.
- Drive change management og deltage i projekter.
- Følge op på drift og indsatser og rapportere løbende.
- Koordinere med outsourcing partner og andre eksterne leverandører.
- Implementere og vedligeholde politikker og procedurer vedr. it-drift og -sikkerhed i overensstemmelse med forretningsprioriteter og relevant lovgivning, herunder DORA og GDPR.
- Sikre vidensdeling, dokumentation og effektiv opgaveløsning.
- Sikre gennemførsel og opfølgning på sikkerhedsaudits og penetrationstests.
- Udarbejde, vedligeholde og teste beredskabsplaner.
- Vurdere og indføre nye teknologier eller løsninger til automatisering eller anden forbedring af driften.
- Udarbejde kravspecifikationer og deltage i IT-indkøb.
- Bidrage til it-strategi og handleplan med fokus på driftsstabilitet, sikkerhed og effektivitet.
Kvalifikationer
Industriens Pension søger en erfaren og handlekraftig IT-leder med stærk teknisk forståelse og dokumenteret erfaring inden for IT-drift og sikkerhed i komplekse organisationer.
Følgende kvalifikationer er afgørende:
- Solid erfaring med IT-drift i en kompleks og reguleret organisation, gerne indenfor finanssektoren.
- Indgående kendskab til IT-sikkerhedskrav, ligesom det vil være en fordel med indgående kendskab til DORA-forordningen.
- Dokumenteret erfaring med ledelse af IT-teams og samarbejde på tværs af forretningen.
- Erfaring med outsourcing og styring af eksterne leverandører og SLA’er.
- En god IT-arkitektur forståelse.
- Evne til at sikre høj driftsstabilitet, et højt sikkerhedsniveau og brugertilfredshed.
- Stærke kommunikationsevner og evne til at skabe engagement og retning i teamet.
- Relevant videregående IT-uddannelse.
Om Industriens Pension
Industriens Pension er en af Danmarks førende arbejdsmarkedspensionsselskaber med over 400.000 medlemmer og en betydelig forvaltningskapital. Organisationen er præget af høj faglighed, stærke værdier og en moderne tilgang til digitalisering og IT. IT spiller en strategisk rolle i forretningen og understøtter både innovation, automatisering og compliance. Der lægges stor vægt på samarbejde, tillid og balance mellem arbejdsliv og privatliv, og medarbejderne tilbydes gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Lyder det som en stilling for dig?
Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Research Manager, Emine Murati eller Partner, Ib Sørensen på telefon +45 70 20 12 75. Vi screener løbende og beder dig derfor indsende dit CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.
Mød din nye leder, Aksel Møller:
”Jeg prioriterer – ud over høj faglighed og kvalitet i arbejdet – godt samarbejde og en god stemning i It-afdelingen. Vi har i dag en af de bedste digitale platforme og højeste brugertilfredshed i branchen, hvilket vi kan takke vores dygtige medarbejdere for. Vi har flere innovative løsninger og er altid åbne overfor nye ideer. Vi vil også gerne fremover tilbyde medlemmer og virksomheder de bedste digitale oplevelser, og derfor glæder jeg mig meget til at byde dig velkommen i It-afdelingen”.
Ansøgningsfrist: Så hurtigt som muligt
Arbejdssted: København
Reference: 2508.151
Virksomhed: Industriens Pension