24/05/2022

Sådan tænker recruitere, når de ser et CV med mange jobskifter

CV'ets korte ansættelser: Hvad betyder det for din karriere?

Har du et CV med mange korte ansættelser? Har du tænkt over, hvilken betydning det har for dine karrieremuligheder og kommende jobsøgning? Find ud af, hvad professionelle rekrutteringsfolk tænker, når de ser et CV som dit.

Som professionelle rekrutteringsfolk ser vi hos Compass Human Resources Group rigtig mange CV’er. Men hvilken betydning har længderne på de ansættelser, der står på et CV? Vi har spurgt vores recruitere, hvordan de umiddelbart tolker det, når et CV indebærer mange jobskifter og korte ansættelser.

For mange jobskifter kan signalere ustabilitet og manglende vedholdenhed

Når en recruiter ser et CV, hvor der har været rigtig mange korte ansættelser, er det først og fremmest et opmærksomhedspunkt, som han eller hun gerne vil høre mere om.
Hos mange rekrutteringsfolk vækker det bekymring, når CV’et består af en række korte ansættelsesforhold.

”Som udgangspunkt er det ikke et godt tegn, da det indikerer, at der over flere gange har været problemer eller et mismatch mellem kandidaten og organisation. Men jo hyppigere det er, jo mere vil man tro, at det altså er kandidaten, der er problemet”, siger Patrick Lyon Veirum, der er Consultant hos Compass Human Resources Group.

Dertil udtaler Patrick Lyon Veirum: ”Mange korte ansættelser giver anledning til at undersøge bevæggrundene for skiftene. Der er over tid opstået en større normalitet i forhold til at skifte job flere gange i løbet af sin karriere. Definitionen af en kort ansættelse har derfor også flyttet sig. Dog vil mange ansættelser på omkring 1-2 års varighed betyde, at en kommende arbejdsgiver vil bekymre sig for, hvor længe vedkommende bliver hængende, før de er videre til det næste, samt hvilke udfordringer der kan og har været forbundet med at have vedkommende ansat”.

Hav en god forklaring på dine korte ansættelser

Uanset hvor mange korte ansættelser du har haft, er det vigtigt for mange af Compass’ recruitere at se på, hvorfor ansættelserne har været korte. Er det pga. konkurser, omstrukturering eller masseafskedigelser? Eller skyldes det, at du har svært ved at finde ro det samme sted i længere tid?

”Hvis der ikke findes gode forklaringer, og der ikke ligger et længere ansættelsesforhold tidligere, så ringer alarmklokken”, nævner Ida Heuser, der er Research Consultant hos Compass Human Resources Group.

Hvornår er korte ansættelser positivt?

En god forklaring på nogle korte ansættelser kan være karrieremæssig – især, hvis du er nyuddannet. Er du nyuddannet og i starten af din karriere, kan et par udviklende jobskifter endda blive set på med positive øjne.

”I den første del af ens karriere efter endt uddannelse kan et par kortere ansættelser på 2-3 år sagtens indikere, at man er en ambitiøs person, der vil dygtiggøre sig og udvide sine kompetencer. Især, hvis man kan se en udvikling i stillingerne, man har haft”, fortæller Research Manager Pernille Hemmingsen, der bliver fulgt op af Senior Consultant Thorsten Andersen:

”Jo yngre kandidat desto større accept af mange skifter. Kandidaten må godt falde til ro i takt med alder/erfaring”.

Men hvad så med de meget lange ansættelser? Hvordan ser rekrutteringsfolkene på dem?

 

Få jobskifter kan vidne om stabilitet og vedholdenhed

Dykker man ned i CV’er med meget få eller nærmest kun en enkelt arbejdsplads, kan det være et tegn på stabilitet og trofasthed, men det er ikke nødvendigvis kun godt.

”Lange ansættelser og få jobskifter er ikke per definition godt for karrieren, men i længere ansættelser har man mulighed for at se flere sider af virksomheden – både når det går godt, og når det går skidt. Denne erfaring kan bruges i flere organisationer i forhold til, hvad der har virket særligt godt i hvilke situationer”, nævner Patrick Lyon Veirum .

Omvendt kan det også være et tegn på manglende omstillingsparathed, og at man er groet fast i sin stilling, hvis man har været i det samme job i for mange år:

”For få jobskifter og lange ansættelser kan få en recruiter til at stille spørgsmålstegn ved, om man har at gøre med en mindre dynamisk og forandringsparat person. Det er generelt godt for karrieren, at man ikke bliver hængende for længe i den samme virksomhed, eller hvis man gør, at man skifter internt, så man udvikler sig selv og sine kompetencer”, påpeger Pernille Hemmingsen.

 

Det stigende antal af korte ansættelser er en del af en generel tendens

Flere og flere danskere skifter job. Og det er derfor heller ikke overraskende, at flere og flere har haft kortvarige ansættelser. Det bliver derfor mere almindeligt, at kandidaterne har haft flere jobskifte og korte ansættelsesforhold. Men det stiller også krav til virksomhederne.

”Vi bevæger os ind i en tid, hvor mange jobskifter bliver normen, fordi man vurderer at dette opbygger erfaring. At man får mange nuancer med fra forskellige virksomheder. Jeg tror modsat, at mange organisationer fremadrettet vil være nødt til at lave nogle vigtige fastholdelsesstrategier for at sikre den bedste arbejdskraft i en længere periode. Det er dyrt at ansætte nye medarbejdere hele tiden”, siger Patrick Lyon Veirum.

For mange er det ikke længere nær så vigtigt at blive i samme job i mange år. Og i fremtiden kommer vi kun til at se mere til den udvikling:

”Jeg tror, at vi begynder at blive mere åbne overfor flere jobskifte, også fordi den unge generation i dag springer mere fra det ene til det andet. Og vil vi have den generation ind i de stillinger, vi skal besætte, bliver vi nødt til at være mere åbne overfor det”, afslutter Consultant Maria Mathiasen.

VI FORBEREDER DIG PÅ MORGENDAGENS UDFORDRINGER

Vores blog