Sikkerhedschef
EIFO
Sikkerhedschef med strategisk ansvar – Vil du være med til at sætte retningen for sikkerhed i en verden i forandring?
I en tid præget af global og europæisk uro, øgede risici og et skærpet trusselsbillede, er det blevet en strategisk topprioritet for Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) at løfte sikkerhedsniveauet på tværs af hele organisationen.
Derfor etablerer vi nu et nyt sikkerhedsteam og søger en erfaren og ambitiøs Sikkerhedschef, som får en central rolle i at udvikle og implementere en fremtidssikret og helhedsorienteret sikkerhedsstrategi. En strategi, der både beskytter vores værdier og skaber tryghed for vores medarbejdere – hver dag, overalt i verden.
Vi tilbyder en stilling med gode muligheder for at påvirke og etablere EIFOs strategi på sikkerhedsområdet, samt store frihedsgrader til at planlægge den efterfølgende eksekvering. Begge dele med en naturlig placering af forretningens behov i centrum.
Stillingens indhold
Som Sikkerhedschef bliver du ansvarlig for IT-sikkerhed, Cybersikkerhed og fysisk sikkerhed – med fokus på både strategi og eksekvering. Du bliver drivkraften i et nyt sikkerhedsforum med repræsentanter fra hele organisationen, og du vil arbejde tæt sammen med bl.a. IT Operations og Facility Management.
Dine nøgleopgaver omfatter bl.a.:
Overordnet ansvar:
- Udvikle og implementere en samlet sikkerhedsstrategi og roadmap.
- Forankre sikkerhedsarbejdet i organisationens mål, risikoprofil og lovgivning.
- Opbygge og lede sikkerhedsteamet og sikre et effektivt tværgående samarbejde.
- Udarbejde og vedligeholde årshjul og forretningsgange for sikkerhed.
Fysisk sikkerhed:
- Udarbejde og teste beredskabsplaner for danske og internationale lokationer.
- Sikre medarbejdertryghed på tjenesterejser i højrisikoområder.
- Udrulle sikkerhedstræning for bestyrelse og ledelse.
- Sikre og teste fysiske sikkerhedsforanstaltninger.
IT- og Cybersikkerhed:
- Sikre rapportering og opfølgning på sikkerhedshændelser og KRI.
- Implementere standarder som ISO 27000 og NIS2.
- Planlægning og afvikling af phishing-tests og awareness-kampagner.
- Udarbejdelse af risikoanalyser af bl.a. Cybersikkerhed.
- Tilsyn med leverandører og opfølgning på databehandleraftaler og IT-kontroller.
Din profil
Vi forestiller os at du har mindst fem års erfaring fra en lignende rolle eller konsulentverdenen, og har stærke kompetencer inden for risikostyring, trusselsvurdering, cybersikkerhed og compliance (fx ISO 27001, NIST, GDPR og NIS2). Du evner at udforme og implementere effektive sikkerhedsstrategier og har både teknisk indsigt og strategisk tænkning i rygsækken. Du er både visionær og handlekraftig, og du har evnerne og personligheden til at løfte sikkerhedsområdet til næste niveau i en kompleks organisation.
Vi forventer, at du er en dygtig kommunikator, der formår at gøre komplekse problemstillinger forståelige og relevante – også på direktionsniveau. Du arbejder målrettet, analytisk og med høj integritet, og du evner at balancere forretningshensyn med sikkerhedsmæssige behov. Har du erfaring med fysisk sikkerhed og kriseberedskab, er det en fordel – men ikke et krav.
Vi tilbyder
En spændende stilling for dig, der er klar til at få sikkerhed ud at ”leve” i organisationen. Stillingen giver dig mulighed for at favne hele det virksomhedsmæssige sikkerhedsområde, herunder at tage sikkerhedsområdet til et højere niveau, sætte retning, have tæt dialog med forretningen og sikre eksekvering af dine planer.
Du vil blive en del af en vidensbaseret og resultatskabende statslig finansiel virksomhed, der bygger på engagement, faglighed og troværdighed. Hos os finder du en arbejdsplads med attraktive løn- og ansættelsesvilkår, og som understøtter kontinuerlig læring og vækst i alle aspekter. Du vil få stor indflydelse på indholdet i dit arbejde og planlægningen af din arbejdsdag.
Vores omgangstone er uhøjtidelig, og kulturen er præget af åbenhed og respekt. EIFO værdsætter en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads, og vi tror på, at forskellighed styrker vores team og fremmer en positiv og innovativ arbejdskultur.
Lyder det som en stilling for dig?
Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Research Consultant Irene Hunker Rajani eller Partner, Anita Blinkenborg på telefon +45 70 20 12 75. Vi screener løbende og beder dig derfor indsende dit CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.
Samtaler forventes at blive afholdt løbende. Der vil blive anvendt test i forløbet, samtidig med at vi indhenter referencer i slutningen af processen. Tiltrædelse ønskes snarest muligt.
EIFO opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Om Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig statslig finansiering. Vi har et samlet forretningsomfang på omkring 160 mia. kr. og har knap 450 medarbejdere. Med professionalisme og internationalt udsyn arbejder vi hver dag for at understøtte de erhvervssucceser, der kan gøre Danmark rigere på det, der gør en forskel. EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank, investeringsfond og Danmarks officielle eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution.
Ansøgningsfrist: Så hurtigt som muligt
Arbejdssted: København
Reference: 2404.109
Virksomhed: EIFO