Logistikansvarlig

Opbygning af ny afdeling * Stor grad af købmandskab * Miljørigtig nedbrydning

Kingo Karlsen A/S søger en logistikansvarlig til en nyoprettet stilling med reference til projektdirektøren. Kingo er grøn! Nedbrydningsvirksomheden arbejder for øget genbrug af materialer, og derfor udvikles og anvendes de mest effektive og miljørigtige processer. Den stærke grønne profil kræver øget fokus på bortskaffelse af byggeaffald. Den nye logistikansvarlige får stor indflydelse på udformningen af jobbet sammen med de nære kolleger inden for projekteksekvering, indkøb og lagerhåndtering.

Det svære i jobbet hos Kingo er ikke at få materialer ud til byggepladserne – men at få materialer væk fra byggepladserne. Den store forskel består i, at det er forholdsvist enkelt at dimensionere hvilke materialer, der skal bruges til at bygge, men når man nedbryder, kan det være svært at kende omfanget af, hvor meget materialerne fylder, og hvad de består af.

Opgaver for den logistikansvarlige bliver:

  • Løbende optimering af priser for affaldstransporter og affaldsmodtagere, så Kingos interne værktøj kan anvendes direkte af projektchefer og beregnere
  • At supportere optimeringen af affaldshåndtering (transporter og deponi) med henblik på lavest mulige omkostninger og CO2 på store projekter
  • At sikre opfølgning og justering mens projekterne løber, med involvering af interne og eksterne interessenter
  • Support af Kingos skrotafdeling i forhold til optimering af skrotpriser
  • Løbende opdatering af Kingos forventning til leverandører af transporter og deponi i forhold til bæredygtighed, herunder f.eks. CO2 belastning
  • At sikre et passende antal relevante leverandører i Kingos landsdækkende portefølje

Dygtig købmand med bred forretningsforståelse
Du har minimum 3 års relevant erfaring med disponering af kørsel fra transportbranchen og/eller affaldshåndtering. Din erfaring med handel baseret på dagspriser er solid. Du har samarbejdet med vognmænd og gerne løst opgaver omkring deponi og modtagestationer. Du er sandsynligvis speditøruddannet eller har en anden relevant logistikuddannelse.

Du er en dygtig købmand, der laver gode handler, og udviser solid forretningsforståelse. Du kan holde fokus på detaljerne uden at tabe overblikket. Du er veltalende, besidder gode samarbejdsevner og er serviceminded.

Det er vigtigt, at du kan se dig selv indgå som en passioneret medspiller i en kundeminded kultur, hvor engagement og fleksibilitet danner fundamentet for succes. Dit ansvarsområde bliver en integreret del af virksomhedens fundament, som præges af en team- og iværksætterånd.

Jobbet er for dig, der gerne vil have et stort ansvarsområde, hvor du er garant for fremdrift. Du formår at arbejde strategisk, taktisk og operationelt. Den rette kandidat ved, at det er en nødvendighed at have fingrene nede i bolledejen, for at kunne være i fuld kontrol. I Kingo er der mange eksperter, som du kan rådføre dig med. Ansvarsområdet kan med tiden vokse i stillingen, når du har skabt bæredygtige resultater på logistikområdet.

Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Mikael Hage på tlf. +45 21 32 92 12. Vi læser ansøgninger løbende og beder dig derfor indsende din ansøgning samt CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.

Om Kingo Karlsen A/S
Kingo Karlsen A/S er én af Danmarks førende nedbrydningsvirksomhed med over 60 års erfaring i branchen.
Virksomheden er ejet af 3. generation, og har 147 ansatte. Hovedsædet er beliggende i Silkeborg, med afdelinger fordelt, over hele Danmark. Kingo Karlsen A/S varetager nedbrydningsopgaver lige fra mindre renoveringer til store totalnedbrydninger.

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt
Arbejdssted:
Silkeborg
Reference: 
2114.136
Virksomhed: 
Kingo Karlsen A/S

Kontakt:

Projektleder

Motiveres du af at lede tværfaglige projekter og opbygge projektstrukturer? Til Swedish Match Denmark søger vi en dygtig projektleder, som vil med på vækstrejsen og sætte sit præg!

Central projektlederrolle, som skaber forandringerne
Som Projektleder i Swedish Match Denmark, bliver du ansvarlig for at drive tekniske og NPD-projekter på tværs af hele supply chain – lige fra implementeringen af et nyt ERP-system, etablering af nye produktlinjer, til udvidelse af fabrikken i Silkeborg. Projekterne er mange, og virksomheden er klar til forandringerne!

Det bliver dit ansvar at agere tovholder på projekterne og udvikle best practices og på baggrund heraf, uddanne dine kollegaer i, hvorledes der skal drives projekter i virksomheden. Du kommer med andre ord til at spille en væsentlig rolle i realiseringen af mange store og spændende projekter i Swedish Match Denmark.

Som Projektleder vil du referere til Fabrikschefen og arbejde på tværs af hele Swedish Match Denmark – Produktion, Kvalitet, Procurement & Logistics, Lederteamet samt eksterne leverandører. Herudover vil du løbende sparre med de øvrige Projektledere i Swedish Match Europe og agere bindeled i tværorganisatoriske projekter mellem de danske og svenske fabrikker.

Erfaren og teknisk-minded projektleder, som får tingene til at ske!
Vi leder efter en erfaren projektleder, som har solid erfaring med at drive og implementere projekter og optimere projektprocesser. Du har en projektledercertificering og har med fordel erfaring med Six Sigma og LEAN. Du har en god teknisk forståelse og trives godt i samspillet mellem teknik, mennesker og processer.

Vi leder efter dig, som kommer med et stort drive og trives godt i en koordinerende rolle, hvor du formår at have mange bolde i luften på én gang. Du er udadvendt og har gode samarbejdsevner, og du formår at tilpasse dig og formidle dine budskaber på en let forståelig måde. Din positive energi smitter af på de andre projektdeltagere, som du formår at engagere, involvere og motivere til at yde deres bedste. Du har overblik, skaber struktur og arbejder systematisk, således at du helt naturligt følger op på, at tingene bliver gjort som aftalt, og at projektet implementeres til den planlagte tid. Du trives i et miljø med fart over feltet, hvor der hele tiden er gang i nye ting.

Interesseret?
Denne nyoprettede stilling er en spændende mulighed for at bygge projektdelen i Swedish Match Denmark op og tage aktiv del i den vækstrejse, som Swedish Match Denmark befinder sig på. Du får et stort ansvar lige fra starten og bliver del af en stolt og passioneret kultur.

Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Recruitment Consultant Maria Mathiasen på +45 41 95 08 83. Vi læser ansøgninger løbende og beder dig derfor indsende din ansøgning samt CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.

About Swedish Match Denmark
Swedish Match Denmark (tidligere V2 Tobacco) blev etableret i 2006 og rummer i dag en
moderne fabrik, rustet til produktion af snus, Nicotine pouches og chewing tobacco. Swedish Match Denmark har i dag 95 medarbejdere og er en del af den verdensomspændende koncern, Swedish Match, med 6.000 medarbejdere, der blandt andet udvikler, producerer og sælger snus og tyggetobak til blandt andet det skandinaviske og nordamerikanske marked. Swedish Match er den største snusproducent i Skandinavien og noteret på Nasdaq i Sverige siden 1996.
Med en vision om en verden uden cigaretter, har Swedish Match specialiseret sig i at kunne levere et stærkt alternativ, nemlig tyggetobak. Med et produkt, der er markant mindre sundhedsskadeligt, ønsker Swedish Match at tilbyde et væsentlig mindre sundhedsskadeligt alternativ til cigaretter.

Ansøgningsfrist:Hurtigst muligt
Arbejdssted: Silkeborg
Reference:2110.047
Virksomhed: Swedish Match Denmark

Kontakt: