Finance Manager

Finance Manager

Compass Human Resources Group A/S

Kan du holde styr på økonomien i en konsulentvirksomhed i konstant udvikling, og har du lyst til at deltage i både den daglige drift, såvel som den strategiske udvikling af vores forretning?

Styring af økonomien i en performance-drevet konsulentvirksomhed

Compass er en konsulentvirksomhed med fart på og tal i fokus. Vi er stolte af vores engagerede kollegaer, nyder det høje tempo, og har et fokuseret arbejdsmiljø med mangeartede opgaver og projekter. Vi er drevet af succesen med vores kunder, og arbejder konsekvent med KPI’er og bruger dem konstant til at måle vores performance og sikre kundetilfredshed. Vi søger en ambitiøs Finance Manager, der kan hjælpe os med at styre vores virksomhed mod succes ved at udvikle og implementere økonomiske styringsredskaber, sikre effektiv rapportering og skabe overblik og struktur i vores processer.

Som vores nye Finance Manager vil du have ansvaret for hele spektret af økonomisk ledelse, lige fra periodeafslutninger og driftsanalyser til likviditetsstyring og samarbejdet med vores eksterne IT-leverandør(er), revision og bank. Du vil også have ansvaret for vores delvist outsourcede bogholderi-funktion. Med direkte reference til vores administrerende direktør vil du blive en væsentlig del af vores ledelsesteam og få mulighed for at præge vores forretning og fortsatte succes.

Analytisk, detaljefokuseret og med stor båndbredde

Vi forventer, at du har en bred driftsøkonomisk erfaring og et stort gå-på-mod. Du har en relevant økonomisk uddannelse og har erfaring med både daglige driftsopgaver og controlling. Måske sidder du i dag i en lignende rolle, alternativt, har du den faglige ballast inden for driftsøkonomi og controlling og ser det her som din mulighed for at få hele ansvaret. Da vores finans- og supportorganisation er et mindre, men meget effektivt team, er det vigtigt, at du fortsat ønsker, og formår, at deltage i det daglige arbejde.

Som person er du grundig og trives med at gå i dybden med dine opgaver. Hvis det bliver svært, bliver du blot mere stædig, for du vil lykkes. Vi agerer i en omskiftelig og meget projektorienteret hverdag, hvor du skal kunne trives med tempoet og de til tider komplekse udfordringer. Derfor har du også en mental ’båndbredde’, som du kan læne dig op ad, når det går stærkt, eller du må kaste dig ud i nye udfordringer, du ikke har prøvet før.

Stor jobmæssig frihed med højt til loftet

Opfylder du de kriterier, kan vi til gengæld love dig en meget vigtig rolle i en ambitiøs, resultatorienteret og værdibaseret virksomhed, hvor vi har hjertet med i alt, vi laver. Vi har en uformel omgangstone, hvilket også reflekteres i vores relationer internt og eksternt. Vi motiveres af et højt aktivitetsniveau og finder det samtidig vigtigt, at dele vores succeser med hinanden. Vi forventer derfor, at alle byder ind socialt og sætter deres præg på fællesskabet.

Du vil arbejde på vores kontor i centrum af København, men vil naturligvis have mulighed for hjemmearbejde.

Interesseret?

Såfremt du har specifikke spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ole Dreyer eller Rasmus Meyhoff på +45 70 20 12 75, og ellers opfordrer vi dig til at søge stillingen via www.compasshrg.com. Du skal være opmærksom på, at vi returnerer svar til den e-mailadresse, du sender fra.

Compass Human Resources Group er et af Nordens største og mest succesfulde konsulenthuse i rekrutteringsbranchen. Vi har i mere end 30 år leveret konsulentydelser inden for ansættelse af topledere, mellemledere og specialister. I Danmark løser vi årligt ca. 500 opgaver for vores kunder, der tæller en lang række af de største danske og internationale virksomheder. Vi er en del af en virksomhedsgruppe, hvor vi har et tæt samarbejde med vores søsterselskab, People & Performance, der udvikler og gennemfører skræddersyede lederudviklingsprogrammer for en lang række af Danmarks største virksomheder.

Ansøgningsfrist: Så hurtigt som muligt
Arbejdssted: København
Reference: 2302.129
Virksomhed: Compass Human Resources Group A/S